I folkeskolen gik jeg på Nordre Skole i Hobro, og det var en rigtig god skole med gode lærere. Specielt vores matematiklærer Poul var vi alle i klassen rigtig glade for, dengang nok mest fordi vi aldrig havde oplevet ham blive sure på os, næsten lige meget hvad der så var sket. Men en dag i 5.klasse hvor det var matematik, der stod på skemaet, fik klassen en helt anden opfattelse af vores yndlingslærer. Da det ringede ind til time satte hele klassen sig med vores matematikbøger og andre ting fremme, som vi regnede med skulle bruges den time, og Poul kom ind i klassen og var glad, og det hele startede stille og roligt.
Dengang i 5.klasse var det lige tiden, hvor alle begyndte at få sig en mobiltelefon, og det var jo spændende – også i timerne i skolen, så derfor var det ikke altid lige nemt at lade den blive i tasken, når vi havde undervisning. Den dag sad jeg ved siden af Annesofie i klassen og hun var en af dem, der aldrig kunne slippe sin telefon, så den var selvfølgelig også fremme oppe på bordet den dag. Hun fik ikke noget at vide fra Poul om at ligge den væk, så efterhånden sad jeg og mange af de andre også at kiggede på vores mobil, om der nu var sket noget nyt. Han havde sikkert set det ved flere af os, men den dag var det Annesofie det gik ud over.
Lige pludselig stoppede han op med fortælle og lagde kridtet fra sig, hvorefter han gik hen til den anden side af tavlen, hvor Annesofie og jeg sad ved det første bord, og tog den store lineal i hånden. Vi sad alle sammen og kiggede lidt forskrækket på hvad der nu ville ske, undtagen Annesofie, der var i gang med at skrive sms’er. Han gik langsomt hen mod hende, for at hun ikke skulle opdage noget, og så tog han linealen over hovedet og hamrede den ned i bordet foran hende, med et brag. Og så blev der ellers stille i hele klassen og Annesofie fløj op fra hendes stol, da hun blev endnu mere forskrækket end os andre, da hun ikke havde set det komme. Ikke fordi vi ikke havde respekt for ham før, men nu havde vi det i hvert fald. I Pouls timer har man ikke sin mobiltelefon fremme, der sidder man og lytter og lærer, når han nu har brugt så meget tid på at forberede sig. Han forklarede det med, at han til sidst fik nok og sagde, at han havde prøvet at overse det de andre gange i håb om, at vi selv ville forstå, at vi nok ikke skulle sidde med telefonen fremme, når han stod og underviste os.
Den dag lærte hele klassen noget, som vi egentlig nok godt vidste, men ikke tænkte over i den alder. Han sagde direkte til os: ”Det er meget uhøfligt og respektløst af jer overfor mig, at I sidder med jeres mobiler fremme. Jeg er her ikke for min egen skyld, men for jeres skyld, for at I skal lære noget. Og hvis I ikke synes det er interessant og hellere vil sidde med jeres telefoner, så sig det, for så har jeg bedre ting at give mig til.”
Siden den dag var der ingen i hele min klasse der sad med deres mobiltelefon fremme, når vi havde ham til undervisning. Og heller ikke ved nogle af de andre lærere.
//Anne
