Kenneths Kaos

Ud af højtalerne brager larmende tilskuerråb. Peter og en gruppe drenge sidder og spiller FIFA, imens sidder Kenneth og observerer fra sidelinjen. Stemningen er rigtig god i rummet og bølgerne går lidt højt, idet drengenes indlevelsesevne ikke fejler noget.


Ved bordet bagved sidder en gruppe piger og tegner, men ikke Maria. Maria sidder ved bordet længst væk, for sig selv, fordybet i sin tegning. Hun er i fuld gang med at tegne sin hvide hest fra rideskolen, idet hun pludselig hører Kenneths stemme: “Skal prinsen så sidde ovenpå?”, Maria bliver lidt genert over Kenneths interesse for hendes tegning. Hun rødmer; “Hvilken prins?”. Kenneth smiler drillende: “Ja, din kæreste?”. Maria mærker genertheden boble i hele kroppen, idet hun svarer “Jeg har altså ikke nogen kæreste.”. Fra sidelinjen kommer Peter hoppende ind. Han overhører det sidste af samtalen og råber straks: “KO-KO-KO, DET KAN JEG GODT FORSTÅ. INGEN GIDER VÆRE DIN KÆRESTE!” Kenneth rejser sig og går hen for at dæmpe Peter, men da han flytter fokus, når han lige, at se Maria placere en næve i Peters mave. Da Peter er kommet sig, signalerer hans kropssprog, at han er klar til at lange ud efter Maria. Maria løber grædende ud af lokalet, alt imens Kenneth forsøger at dæmpe Peters reaktion ved, at tage fat i armene på Peter.

Peters bevægelser er ustyrlige og det er svært for Kenneth at holde Peter i ro, da han er så meget større end Kenneth og hans bevægelser er utilregnelige. ”Slip mig, dit fede svin!” råber Peter, imens han forsøger at slippe ud af Kenneths jerngreb.  Pludselig får Peter sin ene arm fri og er lige ved at ramme Kenneth i hovedet, men Kenneth når at afværge, med resultatet af, at Peter bliver skubbet tilbage og slår hovedet ind i en reol. ”Så stopper vi!” råber Kenneth. Peter tager sig meget forskrækket til hovedet og kigger på hånden, hvor der er blod. Han kigger chokeret på Kenneth; ”ER DU SYG I HOVEDET, MAND?!” Kenneth ser forskrækket, først på Peter, så på hans hånd og så på Peter igen. ”Peter, er du okay?”, men Peter ignorerer Kenneth og er kun optaget af blodet på sin hånd.

Ude på gangen kommer Anette gående med hiksende Maria, da hun hører støj og spektakel inde fra Fifa-rummet. Hun skynder sig ind for at se hvad der er los. Hun møder synet af Peter, som ligger grædende på gulvet med blod på hånden og Kenneth, som står ved siden af og ser meget rådvild og chokeret ud. ”Hvad foregår der her?! Jeg fandt også Maria ude på gangen” siger hun forskrækket. Peter peger på Kenneth ”Han skubbede mig, han skubbede mig, han skubbede mig…..” fremstammer Peter gentagende. Anette kigger bebrejdende på Kenneth. ”Kenneth, gider du lige tage dig af Maria, så tager jeg mig af Peter.” spørger hun. Hun sætter sig ned ved siden af Peter og tager armene forsigtigt om ham i et forsøg på, at få ham til at falde til ro.

Efter kort tid, falder Peter helt til ro og er helt tryg ved Anette. De går ud på toilettet og tørrer blodet af, imens fortæller Peter Anette om episoden. De beslutter i fællesskab at finde Kenneth og Maria, fordi Peter gerne vil undskylde overfor. Maria tager imod Peters undskyldning og de vender tilbage til Fifa-rummet.

Anette trækker Kenneth til side og spørger ind til episoden. ”Jeg er virkelig ked af det, det var simpelthen ren refleks, fordi han slog ud efter mig. Det var ikke hensigten, at det skulle gå så galt, på nogen måde.” undskylder han. ”Vi kan ikke spole tiden tilbage, men vi er nødsaget til at ringe til forældrene, og så skal du lave en indberetning også. Til en anden gang, så er det så vigtigt, at du ikke lader dig provokere. Så er det bedre, at du henter mig, hvis du ikke kan overskue situationen, så kan jeg overtage eller hjælpe dig. Men nu lader vi det være og så skal du ikke tænke yderligere over det.”.

Efter Peters forældre er blevet kontaktet, vurderer Anette og forældrene efter samtalen, at det er bedst Peter skal tages med hjem for i dag.

Da Kenneth er ved at pakke sammen, kommer Anette hen til ham: ”Jeg synes lige vi i morgen efter lukketid, skal tage et vejledningsmøde omkring optrinnet fra i dag.”. Kenneth mærker sin mave værke og nikker, imens han tager sin cykel og cykler hjem.

Senere den aften kan Kenneth ikke rigtig samle sig om noget derhjemme. Dagens episode spøger stadig i hans baghoved og han gør sig en masse tanker; Om hvordan hans efterfølgende forhold til Peter vil være, hvordan hans professionelle fremtid som pædagog vil udforme sig; er han en dårlig pædagog? Samtidig væmmes han ved hans reaktion, han har svært ved tanken om, at han har handlet fuldstændig imod sine principper. Tanken som overdøver alle de andre er; ”er jeg et dårligt menneske?”.

Den efterfølgende dag efter lukketid mødes Anette og Kenneth inde på lærerværelset. ”Ja, Kenneth. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, hvad dette møde skal handle om.” Kenneth mærker igen nervøsiteten og den dårlige samvittighed som nager. ”Jeg har talt med din vejleder på skolen og efterfølgende har jeg kort talt med vores leder. Landet ligger sådan, at vi har nogle meget skarpe regler omkring håndteringen af ’vores børn’. Både din vejleder fra studiet, vores leder, Peters forældre og jeg selv er kommet frem til, at vi desværre ikke kan lade dig bestå din praktik – og vi bliver derfor nødt til at stoppe samarbejdet fra dags dato. Det er virkelig ikke med min gode vilje, at det udarter sig på denne her måde. Jeg synes, at du har været en af de bedste studerende vi har haft – og derfor gør det mig ekstra ondt, at skulle afslutte vores gode samarbejde, men vi har en politik, der ikke tolererer udfaldet som episoden fra i går. Det gør mig meget ondt, men jeg tror også godt, du selv kan forstå, at vi desværre må slå hårdt ned på sådan noget. Hvis dette havde været en af vores ansatte, ville udfaldet have været det samme – der er ikke forskel på dig eller mig.”. Kenneth nikker forstående, men det er tydeligt at se, at han har det meget dårligt med hele situationen og ikke mindst udfaldet. ”Jeg forstår udmærket beslutningen, men samtidig er jeg virkelig ked af det. Jeg har været så glad for at være her og jeg har lært en masse. Jeg fortryder så meget mine handlinger fra i går. Er der mulighed for at jeg kan få lov til, at sige undskyld til Peter, sådan jeg kan få det afsluttet?”, Anette sidder og varmer sine hænder med sin kop kaffe, det er tydeligt, at hun ikke er tilpas i situationen, ”Jeg kan sagtens følge dig, men det kan bare ikke lade sig gøre. Dels pga. Peters sygdom og ligeledes pga. vores, igen, stramme politik her på stedet. Men jeg skal ha’ en samtale med Peter og hans forældre, hvor at jeg vil viderebringe din undskyldning.”.

Efter samtalen rejser de sig begge op og giver hinanden hånden: ”Held og lykke fremover, Kenneth. Du har jo bevist at du godt kan og jeg er sikker på at du bliver en god pædagog.”. Kenneth smiler forsigtigt, ” Det er jeg glad for at høre. Tak for denne gang.”. Kenneth hanker op i sin rygsæk og går ud til sin cykel.

Tid og Rum

Det første vi lægger mærke til, da vi ankommer på skolen, er nogle meget nedslidte bygninger. Det virker koldt og institutionsagtigt. Skolegården bærer præg, af slitage og mange års leg uden fornyelse. Legepladsen som er tilknyttet afdelingen er intetsigende og virker ikke indbydende til leg og udfoldelse. Vi får senere hen fortalt, at dele af legepladsen er direkte farlige at færdes på om vinteren pga. is.

Ved første øjekast, når man træder indenfor, kan man umiddelbart ikke se, at bygningen er i flere etager. Gangen syner uendelig lang og der er dunkelt og ganske mørkt, selvom det er middag. Som vi bevæger os længere hen ad gangen, kommer vi hen til et større areal, hvor vi opdager en spiraltrappe. Omkring trappen er der garderober til børnene – og vi mødes af gråd og synet af et barn med en pædagog. Som vi forsætter videre ad gangen, mødes vi af en ny uendelig gang. Denne er dekoreret med billeder af klasserne fra tidens løb og børnetegninger. Dette bidrager til, at skabe en glad atmosfære, ovenpå den mørke beton.

Da vi træder ind på lærerværelset, hvor vores møde skal foregå, er det som, at træde ind i en anden verden. Her er roligt, varmt, bløde møbler, lyst og et stort rum. Stemningen er rolig og god. Da vi bevæger os tilbage til betonverdenen efter samtalen til rundvisning, vises vi hen ad den lange gang. Et af rummene er der opsat en storskærm, hvor der spilles Fifa, her hygges og stemningen er god. I naboklasseværelset er der tomt, men her er der lyst og med masser af plads. Vi får at vide, at det er her børnene kan lave deres lektier efter skole. Udover det er der også mulighed for at spille spil og tegne. På vej ud til boldbanen, ses det tydeligere hvor nedslidt skolen er, på trappetrinene.

Vi skråner over skolegården, for at komme ned i kælderen, hvor der er klub. Her er mørkt, men ikke nær så koldt. Da vi lukkes ind, møder vi duften og synet af nybagte boller. Her er lyst, fine møbler og en rolig atmosfære. Som vi styres rundt i lokalerne, virker det snarere som om vi føres rundt i en labyrint. Døre inde i kroge og man danser nærmest rundt om sig selv, for at finde den næste dør. Vi får et kig ind i det kreative rum, hvor vi møder synes at en væg, fyldt med kurve og kasser med kreative sysler og materialer hertil. Naborummet hertil er et mørkt rum, som har en markant lugt af kælder. Det der springer i øjnene, er to fantastske malerier på væggen, som en pædagog har malet. Rummets funktion er computerrum. Rummet der imponerede os allermest og tog pusten fra os, var det sidste rum; en biograf. Her var mørkt, men på en hyggelig måde. Her var bløde sofaer, en storskærm, en blød belysning og en hyggelig sfære. Her var det ikke svært at forestille sig, at komme dumpende tidligt inden skole, og bare lade op til dagens strabadser og efter skole hygge med en film. Enten alene, i selskab med en pædagog eller alle sammen. Som vi kommer længere og længere op af kælderen og ud i skolegården og skal sige farvel, har vi alle fået et nyt indtryk af rummene. At på trods af det hårde ydre, er der et blødt og rart indre.

Karakteristik

Anette - Kvindelig pædagog
Kenneth - Pædagogstuderende
Maria - Pige i 8. klasse
Peter - Dreng i 8. klasse

Kenneth - 27 år.

Kenneth 27 år gammel pædagogstuderende i praktik på special institution.

Kenneth kommer ud af en familie på 5, 2 forældre og 3 børn, hans mor er direktør i et stort internationalt firma og faren arbejder som revisor for kommunen.  Han er et varmt og godmodig menneske der godt kan lide at tilbringe tid med familie og nære venner. At socialisere har altid betydet meget for ham, venner har derfor altid været en stor faktor i Kenneth´s liv. Han har derfor rigtig mange venner og bekendte som han tilbringer det meste af sin tid med. Kenneth er god til mennesker og kan meget hurtig komme i tale med andre, dette er noget han har nydt godt af på hans nuværende studie, hvor han hurtig har skabt sig en masse venskabelige relationer til sine klassekammerater. Kenneth er meget fordomsfri af natur og er generelt positivt anlagt. Hans fritidsinteresser er musik og teater og har derfor taget passende liniefag.  Han har været med til at lave en masse teater forestillinger i sin hjemby. Som har bidraget til ungemiljøet i byen.

Skoler/uddannelser.

Kenneth kommer fra et alment gymnasium, et sted han var meget glad for. Han var dog blevet meget skoletræt og tog derfor et par år til udlandet. Han tog 3 år til sydafrika, hvor han hjalp til med at opbygge en skole. Da skolen var bygget, blev han spurgt om han ikke ville blive og hjælpe til på skolen. Det var her han fandt en passion for det at arbejde med børn og unge, da han endelig kom hjem var han fuldt ud bevidst om hvad han ville, han skulle uddannes til pædagog.  Derfor er han nu begyndt på pædagog uddannelsen.

Anette - 39 år.

Anette er en kvindelig pædagog på 39. Hun har mellemlangt mørkebrunt hår, som hun ofte har sat op i en hestehale, så det ikke flyver rundt, da hun laver en del i løbet af dagen. Hun er ca. 1,70 m høj og lidt bredskuldret af en kvinde at være. Hun ser ikke ud som man nok normalt ville forestille sig en kvinde, men hun træner meget i fritiden, både løber og går i motionscenter, da hun går meget op i sundhed og velvære, plus at det giver hende et sted at være, hvor hun ikke skal tænke på hverken arbejde eller familie. Hun ses meget sjældent sur eller irriteret og har stort set altid et smil på læben, og folk omkring hende, både familie, kolleger og børnene på institutionen ser hende som værende et utrolig positivt menneske.

Som 21-årig startede hun på pædagoguddannelsen i Randers og har nu i 14 år arbejdet som pædagog i Randers. De første 6 år arbejdede hun i en børnehave, men syntes efterhånden at hun manglede nogle nye udfordringer, så hun tog derefter nogle kurser, så hun i dag arbejder i en institution med børn og unge med sociale vanskeligheder. Det område er hun rigtig glad for at være i og hun føler at hun får ligeså meget tilbage som hun selv føler at hun giver til børnene. Der er næsten aldrig en dag, hvor hun ikke føler for at tage på arbejde, og hun regner med at, det er det hun skal arbejde med resten af livet.

På hjemmefronten er hun gift igennem 9 år med sin mand, som hun mødte på et af de kurser hun tog frem mod at arbejde, der hvor hun gør nu. De har sammen to børn på henholdsvis 4 og 6 år. På grund af hendes tavshedspligt på hendes arbejde snakker de ikke særlig ofte om de forskellige børn på institutionen og de hændelser der sker der. Hun er god til ikke at tage sit arbejde med hjem, men engang imellem kan det være svært at lade det hele ligge, når hun har fri og tager hjem, da det ikke er gode hjem alle børnene kommer fra, og det kan mærkes og ses i institutionen.

Hendes forhold til børnene og de unge i institutionen er rigtig godt. Hun har hørt en del mere end én gang, at de synes rigtig godt om hende som pædagog. Det hænger sammen med hendes altid gode og positive humør og at hun går meget op i at behandle dem alle sammen lige. De føler sig alle vigtige, når hun er på arbejde i institutionen. Hun giver sig tid til – når der vel og mærke er tid nok – til alle børnene og hun er god til at være aktiv sammen med dem lige meget om det gælder boldspil, brætspil, tegning, hygge osv. Selvom hun langt det meste af tiden er glad og elsker at snakke med børnene, sker det at hun sommetider må sætte sig i karakter, når der opstår konflikter og problemer mellem børnene. Hendes personlighed gør at hun er respekteret imellem børnene og de ved at de altid kan regne med hende, hvis de fx har en dårlig dag. Hun går meget op i at være positiv, når hun er på arbejde, men mener også at det er vigtigt at børnene for at vide, at det bestemt ikke er okay, hvis de har gjort noget dumt eller behandlet en kammerat forkert. 

Peter - 15 år.

Peter er lige blevet 15 år. Han har altid været en spinkel, lille dreng, men i sommerferien, der groede han som ukrudt – og pludselig vågnede han og var en dreng på 190 cm. Så nu er det kun i drøjden han mangler lidt. Han har mørkt hår efter sin mor og grønne øjne efter sin far. Hans hud var blevet solgylden over sommeren, da han var med sin familie i Italien. Udover at bo sammen med sin mor og far, har Peter også en storesøster, som hedder Sarah.

Peter går rigtig meget op i musik, og derfor bruger han meget af sin fritid på at sidde ved sin computer og sammensætte musik i musikprogrammer. Hans største drøm er at blive professionel DJ.

Da Peter var 7 år, skete der noget med hans krop. Han begyndte at få motoriske tics – der var her tale om blinken, ansigtsgrimasseren, skulderryk, hovedryk, knækken fingrene. Det var her lægerne mistænkte ham, for at have fået Tourette syndrome. Som året skred fremad, forværrede hans situation og hans motoriske tics udviklede sig også til, at Peter begyndte at kaste med armene. Han begyndte også at hoppe, stampe og klappe uhæmmet. Da han var omkring de 11 år, begyndte han også at få lyd tics; at snøfte, hoste, hakke, fløjte, pibe, grynte og i sjældnere tilfælde skrige og hyle. Som 13 årig udviklede han tendenser som pallilali – gentagen af egne ord eller sætninger samt koprolali – en næsten tvangspræget anvendelse af uartige ord. Alt dette gjorde det enormt svært for Peter, at være sammen med andre børn. Det var herfor, at han blev henvist til en special skole og blev senere tilknyttet en special SFO. 

I SFOen er Peter kendt som en glad dreng, men grundet sygdommen, gør at han engang imellem har nogle meget hårde dage.

Peter er allermest glad for at komme i klubben om eftermiddagen og specielt, når han får lov til at sidde i biografen og se en film eller når de skal på tur. 

Maria - 14 år.

Person karakteristik af Maria 14 år:

Maria på 14 år er en stille og meget indadvendt pige. Hun har svært ved, at åbne sig op overfor fremmede. Det skyldes måske, at hendes forældre aldrig har påtaget sig den fulde forældrerolle og givet hende det, et barn nu engang kræver. Hun er skilsmissebarn. Hendes forældre blev skilt da hun var 7 år. Der har været krig mellem forældrene lige siden. De har ikke kunnet blive enige om, hvem der skulle påtage sig forældrerollen og hvem der skulle have den fulde forældremyndighed. Efter en længere sag, endte det med, at det blev moren der fik forældremyndigheden.
Der ligger noget social arv til grund for, at Maria er blevet som hun er. Hendes mor har altid gået i hjælpeklasse, og har aldrig fået taget sig en uddannelse. Hun har haft skiftende job, men har aldrig kunnet beholde dem i meget mere end nogle måneder. Der har aldrig rigtig været overskud til, at hjælpe Maria med lektierne. Hun har ofte været overladt til sig selv.
Desuden har hendes far hele hendes barndom kæmpet med et voldsomt alkoholmisbrug. Han har aldrig rigtig været tilstede i familien. Maria har to voksne søskende, som begge er fløjet fra reden for længe siden. Kontakten til dem er også meget begrænset.
Maria er en kraftig pige, hvilket også har lagt til grund for den mobning, hun har været udsat for hele sit skoleliv. Hun har rødt krøllet hår og bærer store briller. Hun har, sagt på en anden måde, været et let mobbeoffer.
Maria er mentalt handicappet, og har svært ved at begå sig en i normal skoleklasse. Hun har brug for ekstra hjælp i undervisningen. Hun kræver desuden flere pauser i løbet af en skoledag, for simpelthen, at kunne holde koncentrationen.
Mange af de børn der lider samme handicap som Maria, har det sværest i teenageårene. De kan have svært ved, at begå sig med andre, såkaldte ”almindelige” børn. De kan føle, at de skal leve op til en masse krav. Derfor bliver problemerne som oftest også mindre med årene, fordi der ligesom kommer mere ro på.
Maria er vellidt blandt de andre børn i den SFO hun går i. Hun føler sig godt tilpas.
I sin fritid kan hun godt lide at ride. Hun går til ridning én gang om ugen. Hun føler en særlig samhørighed når hun omgås hestene. Hun føler, at hun kan knytte sig til dem på en måde, hun ikke kan med særlig mange andre. Det er til stor gavn for Maria, for hvem har ikke brug for kærlighed og følelsen af samhørighed.