Ud af højtalerne brager larmende tilskuerråb. Peter og en gruppe drenge sidder og spiller FIFA, imens sidder Kenneth og observerer fra sidelinjen. Stemningen er rigtig god i rummet og bølgerne går lidt højt, idet drengenes indlevelsesevne ikke fejler noget.
Ved bordet bagved sidder en gruppe piger og tegner, men ikke Maria. Maria sidder ved bordet længst væk, for sig selv, fordybet i sin tegning. Hun er i fuld gang med at tegne sin hvide hest fra rideskolen, idet hun pludselig hører Kenneths stemme: “Skal prinsen så sidde ovenpå?”, Maria bliver lidt genert over Kenneths interesse for hendes tegning. Hun rødmer; “Hvilken prins?”. Kenneth smiler drillende: “Ja, din kæreste?”. Maria mærker genertheden boble i hele kroppen, idet hun svarer “Jeg har altså ikke nogen kæreste.”. Fra sidelinjen kommer Peter hoppende ind. Han overhører det sidste af samtalen og råber straks: “KO-KO-KO, DET KAN JEG GODT FORSTÅ. INGEN GIDER VÆRE DIN KÆRESTE!” Kenneth rejser sig og går hen for at dæmpe Peter, men da han flytter fokus, når han lige, at se Maria placere en næve i Peters mave. Da Peter er kommet sig, signalerer hans kropssprog, at han er klar til at lange ud efter Maria. Maria løber grædende ud af lokalet, alt imens Kenneth forsøger at dæmpe Peters reaktion ved, at tage fat i armene på Peter.
Peters bevægelser er ustyrlige og det er svært for Kenneth at holde Peter i ro, da han er så meget større end Kenneth og hans bevægelser er utilregnelige. ”Slip mig, dit fede svin!” råber Peter, imens han forsøger at slippe ud af Kenneths jerngreb. Pludselig får Peter sin ene arm fri og er lige ved at ramme Kenneth i hovedet, men Kenneth når at afværge, med resultatet af, at Peter bliver skubbet tilbage og slår hovedet ind i en reol. ”Så stopper vi!” råber Kenneth. Peter tager sig meget forskrækket til hovedet og kigger på hånden, hvor der er blod. Han kigger chokeret på Kenneth; ”ER DU SYG I HOVEDET, MAND?!” Kenneth ser forskrækket, først på Peter, så på hans hånd og så på Peter igen. ”Peter, er du okay?”, men Peter ignorerer Kenneth og er kun optaget af blodet på sin hånd.
Ved bordet bagved sidder en gruppe piger og tegner, men ikke Maria. Maria sidder ved bordet længst væk, for sig selv, fordybet i sin tegning. Hun er i fuld gang med at tegne sin hvide hest fra rideskolen, idet hun pludselig hører Kenneths stemme: “Skal prinsen så sidde ovenpå?”, Maria bliver lidt genert over Kenneths interesse for hendes tegning. Hun rødmer; “Hvilken prins?”. Kenneth smiler drillende: “Ja, din kæreste?”. Maria mærker genertheden boble i hele kroppen, idet hun svarer “Jeg har altså ikke nogen kæreste.”. Fra sidelinjen kommer Peter hoppende ind. Han overhører det sidste af samtalen og råber straks: “KO-KO-KO, DET KAN JEG GODT FORSTÅ. INGEN GIDER VÆRE DIN KÆRESTE!” Kenneth rejser sig og går hen for at dæmpe Peter, men da han flytter fokus, når han lige, at se Maria placere en næve i Peters mave. Da Peter er kommet sig, signalerer hans kropssprog, at han er klar til at lange ud efter Maria. Maria løber grædende ud af lokalet, alt imens Kenneth forsøger at dæmpe Peters reaktion ved, at tage fat i armene på Peter.
Peters bevægelser er ustyrlige og det er svært for Kenneth at holde Peter i ro, da han er så meget større end Kenneth og hans bevægelser er utilregnelige. ”Slip mig, dit fede svin!” råber Peter, imens han forsøger at slippe ud af Kenneths jerngreb. Pludselig får Peter sin ene arm fri og er lige ved at ramme Kenneth i hovedet, men Kenneth når at afværge, med resultatet af, at Peter bliver skubbet tilbage og slår hovedet ind i en reol. ”Så stopper vi!” råber Kenneth. Peter tager sig meget forskrækket til hovedet og kigger på hånden, hvor der er blod. Han kigger chokeret på Kenneth; ”ER DU SYG I HOVEDET, MAND?!” Kenneth ser forskrækket, først på Peter, så på hans hånd og så på Peter igen. ”Peter, er du okay?”, men Peter ignorerer Kenneth og er kun optaget af blodet på sin hånd.
Ude på gangen kommer Anette gående med hiksende Maria, da hun hører støj og spektakel inde fra Fifa-rummet. Hun skynder sig ind for at se hvad der er los. Hun møder synet af Peter, som ligger grædende på gulvet med blod på hånden og Kenneth, som står ved siden af og ser meget rådvild og chokeret ud. ”Hvad foregår der her?! Jeg fandt også Maria ude på gangen” siger hun forskrækket. Peter peger på Kenneth ”Han skubbede mig, han skubbede mig, han skubbede mig…..” fremstammer Peter gentagende. Anette kigger bebrejdende på Kenneth. ”Kenneth, gider du lige tage dig af Maria, så tager jeg mig af Peter.” spørger hun. Hun sætter sig ned ved siden af Peter og tager armene forsigtigt om ham i et forsøg på, at få ham til at falde til ro.
Efter kort tid, falder Peter helt til ro og er helt tryg ved Anette. De går ud på toilettet og tørrer blodet af, imens fortæller Peter Anette om episoden. De beslutter i fællesskab at finde Kenneth og Maria, fordi Peter gerne vil undskylde overfor. Maria tager imod Peters undskyldning og de vender tilbage til Fifa-rummet.
Anette trækker Kenneth til side og spørger ind til episoden. ”Jeg er virkelig ked af det, det var simpelthen ren refleks, fordi han slog ud efter mig. Det var ikke hensigten, at det skulle gå så galt, på nogen måde.” undskylder han. ”Vi kan ikke spole tiden tilbage, men vi er nødsaget til at ringe til forældrene, og så skal du lave en indberetning også. Til en anden gang, så er det så vigtigt, at du ikke lader dig provokere. Så er det bedre, at du henter mig, hvis du ikke kan overskue situationen, så kan jeg overtage eller hjælpe dig. Men nu lader vi det være og så skal du ikke tænke yderligere over det.”.
Efter kort tid, falder Peter helt til ro og er helt tryg ved Anette. De går ud på toilettet og tørrer blodet af, imens fortæller Peter Anette om episoden. De beslutter i fællesskab at finde Kenneth og Maria, fordi Peter gerne vil undskylde overfor. Maria tager imod Peters undskyldning og de vender tilbage til Fifa-rummet.
Anette trækker Kenneth til side og spørger ind til episoden. ”Jeg er virkelig ked af det, det var simpelthen ren refleks, fordi han slog ud efter mig. Det var ikke hensigten, at det skulle gå så galt, på nogen måde.” undskylder han. ”Vi kan ikke spole tiden tilbage, men vi er nødsaget til at ringe til forældrene, og så skal du lave en indberetning også. Til en anden gang, så er det så vigtigt, at du ikke lader dig provokere. Så er det bedre, at du henter mig, hvis du ikke kan overskue situationen, så kan jeg overtage eller hjælpe dig. Men nu lader vi det være og så skal du ikke tænke yderligere over det.”.
Efter Peters forældre er blevet kontaktet, vurderer Anette og forældrene efter samtalen, at det er bedst Peter skal tages med hjem for i dag.
Da Kenneth er ved at pakke sammen, kommer Anette hen til ham: ”Jeg synes lige vi i morgen efter lukketid, skal tage et vejledningsmøde omkring optrinnet fra i dag.”. Kenneth mærker sin mave værke og nikker, imens han tager sin cykel og cykler hjem.
Senere den aften kan Kenneth ikke rigtig samle sig om noget derhjemme. Dagens episode spøger stadig i hans baghoved og han gør sig en masse tanker; Om hvordan hans efterfølgende forhold til Peter vil være, hvordan hans professionelle fremtid som pædagog vil udforme sig; er han en dårlig pædagog? Samtidig væmmes han ved hans reaktion, han har svært ved tanken om, at han har handlet fuldstændig imod sine principper. Tanken som overdøver alle de andre er; ”er jeg et dårligt menneske?”.
Den efterfølgende dag efter lukketid mødes Anette og Kenneth inde på lærerværelset. ”Ja, Kenneth. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, hvad dette møde skal handle om.” Kenneth mærker igen nervøsiteten og den dårlige samvittighed som nager. ”Jeg har talt med din vejleder på skolen og efterfølgende har jeg kort talt med vores leder. Landet ligger sådan, at vi har nogle meget skarpe regler omkring håndteringen af ’vores børn’. Både din vejleder fra studiet, vores leder, Peters forældre og jeg selv er kommet frem til, at vi desværre ikke kan lade dig bestå din praktik – og vi bliver derfor nødt til at stoppe samarbejdet fra dags dato. Det er virkelig ikke med min gode vilje, at det udarter sig på denne her måde. Jeg synes, at du har været en af de bedste studerende vi har haft – og derfor gør det mig ekstra ondt, at skulle afslutte vores gode samarbejde, men vi har en politik, der ikke tolererer udfaldet som episoden fra i går. Det gør mig meget ondt, men jeg tror også godt, du selv kan forstå, at vi desværre må slå hårdt ned på sådan noget. Hvis dette havde været en af vores ansatte, ville udfaldet have været det samme – der er ikke forskel på dig eller mig.”. Kenneth nikker forstående, men det er tydeligt at se, at han har det meget dårligt med hele situationen og ikke mindst udfaldet. ”Jeg forstår udmærket beslutningen, men samtidig er jeg virkelig ked af det. Jeg har været så glad for at være her og jeg har lært en masse. Jeg fortryder så meget mine handlinger fra i går. Er der mulighed for at jeg kan få lov til, at sige undskyld til Peter, sådan jeg kan få det afsluttet?”, Anette sidder og varmer sine hænder med sin kop kaffe, det er tydeligt, at hun ikke er tilpas i situationen, ”Jeg kan sagtens følge dig, men det kan bare ikke lade sig gøre. Dels pga. Peters sygdom og ligeledes pga. vores, igen, stramme politik her på stedet. Men jeg skal ha’ en samtale med Peter og hans forældre, hvor at jeg vil viderebringe din undskyldning.”.
Efter samtalen rejser de sig begge op og giver hinanden hånden: ”Held og lykke fremover, Kenneth. Du har jo bevist at du godt kan og jeg er sikker på at du bliver en god pædagog.”. Kenneth smiler forsigtigt, ” Det er jeg glad for at høre. Tak for denne gang.”. Kenneth hanker op i sin rygsæk og går ud til sin cykel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar